skytten42
Så er jagten gået ind, stakkels frøer "GGGG" , træls at de gemmer sig under
stenene og i det grønne snask, det ikke smager særligt godt.
Men den er lige der, se den er lige der , den kigger på mig.
Dejlig med en ny kurv , her kan jeg rigtig gøre mig stor.
*Lækkert den står lige i solen , så jeg kan nyde varmen og
her kan jeg da holde øje med det hele og passe på".
Når vi skal slappe af og rigtig nyde musik, ja så hører vi
"RUNRIG" her i huset, måske kan være - kan ikke selv bedømme
det men vi hører dem meget ofte og tager gerne afsted til koncert med dem.
Findes ikke meget der er bedre.
Every River
You ask me to believe in magic
Expect me to commit suicide of the heart
And you ask me to play this game without question
Raising the stakes on this shotgun roulette
Every river I try to cross
Every hill I try to climb
Every ocean I try to swim
Every road I try to find
All the ways of my life
I'd rather be with you
There's no way
Without you
But you came to me like the ways of children
Simple as breathing, easy as air
Now the years hold no fears, like the wind they pass over
Loved, forgiven, washed, saved
Every river I try to cross
Every hill I try to climb
Every ocean I try to swim
Every road I try to find
All the ways of my life
I'd rather be with you
There's no way
Without you
Lindetræet i vores Have.
Står så stolt og rank, minder om dem der hjemmer fra, fra min
by og mit hjem. Møgeltønder.
Enhjørningen er et af de fabeldyr, som har været sværest at 'aflive'. Forestillingen om enhjørninge har været så rodfæstet, at selv om det allerede i første halvdel af 1600-tallet lå klart, at enhjørningens horn stammede fra narhvalen, så blev den medtaget i zoologiske værker op i 1700-tallet. End ikke den svenske naturforsker, Carl v. Linné, der skabte grundlaget for den opdeling af dyr og planter, som videnskaben stadig bruger, afskrev enhjørningen fuldstændigt. I førsteudgaven af Systema Naturae fra 1735 havde han den med, dog i en særlig gruppe: Paradoxa, paradokser.
Forbillederne for enhjørningen er if. Anker og Dahl dels det indiske næsehorn, dels assyriske profilbilleder af urokser og endelig lidt mere ubestemt et persisk æsel. Disse meget forskellige dyr har da lagt hver sine træk til enhjørningens sammensatte natur: et vildt og stridbart dyr, som holder af ensomhed, og som er så hurtigt, at det er umuligt at indfange - og samtidig et blidt og gazelleagtigt dyr, som gerne lader sig indfange af en jomfru. Alle disse træk var klar i oldtiden og ændredes ikke meget i middelalderen. I den kristne kirke blev enhjørningen til symbol på Frelseren, mens jomfruen var symbol på Jomfru Maria. Hornet blev da til symbol på korset.
Enhjørningens horn fik en ganske særlig betydning langt op i tiden. Hornet kunne beskytte mod gift, og i forlængelse heraf blev hornet anset som en kraftigt virkende medicin, især mod infektioner; man kunne lægge et enhjørningehorn i vand, eller man kunne støde det. Selv om intet menneske havde set en levende enhjørning (og zoologiske forfattere luftede forsigtig tvivl om dyrets eksistens), så var enhjørningens horn velkendte, og de kunne købes, men det var overordentlig kostbart.
I 1636 fik den danske læge og oldgransker Ole Worm (1588-1654), som havde anlagt en stor samling af naturalier, et kranium fra en narhval med stødtand. Her var et klokkeklart bevis for, at enhjørningens horn ikke var, hvad man troede, men derimod en tand, som voksede ud fra overkæben på en hval. Det, at en lang, lige og snoet stødtand vokser ud af hovedet på en hval, er i grunden en lige så utrolig tanke, som at et dyr skulle have ét horn, men man havde dog set en narhval. Det skrev Worm om i 1638. Før ham havde der været beretninger om hvaler i de nordlige farvande med et horn i panden, med det var Worm, som beviste sammenhængen. Selv om man nu kendte sammenhængen, blev man ved med at betragte hornet/stødtanden som god medicin langt op i tiden.
Frank Jæger (1926-1977) har i sine Hverdagshistorier givet et ganske indtagende billede af enhjørningens kraft, omend i ny skikkelse. Novellesamlingen foregår i et nordsjællandsk univers med Farum som midtpunkt. Historien foregår i en vinter, som ingen ende vil tage. Skovhuggeren fra Ganløse går tur i skoven sammen med sin kæreste. Der møder de en enhjørning, som braser frem gennem skoven med stort bulder. men som lægger sig til hvile med hovedet i skovhuggerens kærestes skød. Enhjørningen beder jomfruen om at skrue hornet af; det gør hun (med skovhuggerens skjulte hjælp), og ud af hullet i enhjørningens pande strømmer foråret: Blaa himmel, den varme sol, de fine, gennemsigtige skyer, det nye grønne løv ...
