gizmo1976
gizmo1976
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke —
— Moder — see! nu kysser Englen mig!
Snee-Dronningen
Høit ligger paa Marken den hvide Snee,
Dog kan man Lyset i Hytten see;
Der venter Pigen ved Lampens Skjær
Paa sin Hjertenskjær.
I Møllen er stille, see Hjulet staaer.
Snart glatter Svenden sit gule Haar,
Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,
Over Iis og Snee.
Han synger omkap med den skarpe Vind,
Der rødmer saa smukt hans runde Kind.
Snee-Dronningen rider paa sorten Sky
Over Mark og By.
»Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!«
Snee-Flokkene falde saa tyst, saa tæt.
»Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!
Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,
Staaer vor Brudeseng!«
Ei meer kan man Lyset i Hytten see;
I Ringdands hvirvler den hvide Snee,
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, —
Nu er det alt slukt.
Klart skinner Solen paa Mark og Eng;
Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.
Den Pigelil ængtes, til Møllen hun gaaer, —
Men Drivhjulet staaer.
Psalme
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!
Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.
Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad.
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!
Når lygterne tændes I - af Søren Dreier
Copyright - Søren Dreier 2004 - bogen kan købes på Intuitiv.dk forlaget.
"Kærlighed, du" den bliver mere kompliceret med årene", var der en ven der sagde til mig. Jeg mener ikke han har ret. Jeg mener at kærlighed bliver mere enkel med årene, og måske også mere forvirrende, men kompliceret, nej - kun hvis man tror den sidder i hjernen, den kærlighed.
Mens vi er børn, så skelner vi ikke så meget i, hvem, hvad og ikke mindre væsentligt hvorfor, vi deler ud vores kærlighed, eller evne til at elske. I vores grundtilstand virker det som om, at vi kan være uendeligt glade for mange mennesker og hinanden. Og denne glæde eller umiddelbare kærlighed, virker troløs, set med bornerte øjne. Børn har et mere uskyldigt forhold til kærligheden end de voksne, da de ikke sætter konventioner og takt og tone bag. Børn besidder kærlighed og deler gerne ud af den. Man kunne sige at kærligheden sidder i hjertet og at evnen for den, er universets vuggegave og fælles for os alle er, at vi faktisk har været der engang og nu søger at komme tilbage til den tilstand, vi kendte som små børn. Måske derfor taler mange om at hele det indre barn.
Jeg vil derfor påstå, at vi kan få et kompliceret forhold til kærligheden, da vi så at sige, har den plantet godt og grundigt i nogle skuffer, hvor den ikke hører hjemme. Den burde flyde som en kilde, men kilden bliver grundigt tilstoppet undervejs, af konventioner, fordømmelse, fortjenthedskriterier og videre i den dur, og så er vi afskåret fra at formidle vores kærlighedsevne og bliver derfor også, meget lidt elskende individer, eller i bedste fald forvirrede, rastløse elskende individer. Jeg kan også sige, at vil man lære at elske, så skal man gå bag ved årsagen til at elske.
Denne lange rejse, er der mange mennesker der bruger et halvt liv på at komme til livs, for at kunne føle sig hele igen og mærke deres kærlighedsrum igen. Og dog er der ikke langt, cirka 30 centimeter fra hjerne til hjerte. I vort samfund hedder det som regelen, at der er forskel på seksualitet og kærlighed. Det er der ikke. Hvis man lider under dette slogan, er der grund til at se det efter i sømmene. Selvom det måske ikke er come il faut, at tale om, så har børn faktisk ikke adskilt deres seksualitet og deres kærlighed, det gør de senere. Sagt meget firkantet er dette argumentet som hele psykoanalysen bygger på. Måske er det derfor, at det er så uendeligt smertefuldt for et barn at blive seksuelt misbrugt, da det "tror" at det er et udslag af kærlighed fra den voksne misbruger - der måske oven i købet tror det samme, men burde være klogere. "Jamen" siger min kloge ven så, "hvad med pornofilm du"/services/media/images/tqxyuxxasoqtvrts/normal/noimage.jpg? Det kniber med at finde en partner, der kan opfylde alle ens behov og man har måske trukket nogle blodige spor i sandet, på det opløste forholds kringlede bjergstier fordi ingen lige fortalte en om hvor man kunne være galt afmarcheret.
Et gennemsnitsforhold i Danmark varer 3,5 år og dette gælder både registrerede partnerskaber og ikke registrerede. Man vælger at kalde det lineært eller serielt monogami, men noget kunne tyde på, at man ganske enkelt ikke ved hvad man skal gå frem efter for at vælge den rette eller det rette. Man shopper og tror at sjælen sidder i øjet. Lad mig give et bud.
Vi har tre aspekter af kærligheden:
Vi har det fysiske aspekt, her tiltrækkes vi af hinanden rent fysisk. Og nogle synes at strande her. Det holder ikke længe. Stegen ser morgentræt ud, maven begynder at melde sig og røven bliver bredere. Går ikke, videre til den næste.
Så har vi det følelsesmæssige aspekt. Her bruger vi den anden som et spejl på vore følelser. Et andet menneske kan faktisk ikke give os kærlighed! Et andet menneske kan rejse, en følelse af kærlighed i os. Og forbavsende mange mennesker hopper på den og snupper vedkommende, bare fordi der var et menneske der blev forelsket i en. Man kan ikke elske et menneske der ikke vil elskes, eller måske ikke er i stand til det, fordi de følelser man har overfor vedkommende, ganske enkelt ikke finde genklang. Når vi har spejlet os tilstrækkeligt i vore egne følelser, kigget nok ned i skovsøen i vort narcissistiske egoflip, så vil vort rastløse hjerte videre, for at finde mere gyldne spejle.
Så er der det mere rationelle mentale aspekt. Her tiltrækkes vi af den anden rent mentalt. Føler måske, at vi har en del at lære af vedkommende og elsker at høre hvad vores kærlighed har at sige, men hurtigt føles ordene monotone og hule og vi føler os som elever der ikke kan høste mere hos den lærer, og så er vi smuttet igen. En læreproces af denne art, uden de store følelser og uden at fysikken er en for begge ligeværdig medspiller, er også den sikre død.
Min erfaring fra mennesker jeg har arbejdet med som terapeut og mit eget liv, fortæller mig, at det kunne forholde sig sådan. Hvis der ikke i dig er de store protester, så ved du, at det er disse tråde der skal samles og hvis du undersøger dit forhold og finder ud af – hovsa jeg er på den hylde, så gælder det om at dyrke de andre sider op med det samme, for skabe balance i forholdet og få tændt de lygter en gang for alle. Med andre ord, hvor er I gået kolde og hvordan kan vi komme denne kulde til livs og her skal man være opfindsom og begge parter skal ville forandring, men sylter ofte problemet ind i tavshed og det er den værste fare. Det kræver kommunikation at komme tilbage til hvor man var med sin passion engang og det kræver tilgivelse. Dette vil jeg gerne vende tilbage til i en senere artikel.
Når lygterne tændes II - af Søren Dreier
Copyright - Søren Dreier 2004 - bogen kan købes på Intuitiv.dk forlaget.
Det klinger så underligt hult ikke, når nogen siger: Vi har ikke seksuelt samkvem mere, men vi er de bedste venner, det kan vi godt undvære. Det er da muligt, men en sådant standpunkt kræver jo sådan set 100 procents enighed eller en spiritualitet noget nær klosterniveau. Eller: Nej, han siger mig ikke rigtigt mere på det følelsesmæssige plan, jeg mangler passionen, men det går jo meget godt.
Det er da muligt, men hvor ligger passionen så. En man ikke tænder på følelsesmæssigt kan man næppe have noget seksuelt med, medmindre det som sagt er en demonstration af seksualitet. Eller: jeg kan ikke holde ud at høre på denne person, pladen kører i samme rille, men vi har jo huset. Det er muligt, men behovet for at være sammen med en inspirerende person må i så fald skrige mod himmelen.
Nej, vi skal have de lygter tændt, skal vi. Hvis vi vil medbringe hele os selv i et parforhold, må den anden også gøre det – ellers er det skævridning så det klodser til noget.
Paradokset er så at, hvis vi er i sådant et forhold hvor hele lazershowet blinker lystigt, og vi møder en anden person, der får alle tre lamper til at lyse, den fysiske, den følelsesmæssige og den mentale, så sidder vi i saksen som en ræv ved morgengry. Hvis vi er i et forhold allerede, så gør det ondt at være utro, men det gør ligeså ondt at lade være. Hvis vi er uden for et forhold, og måske trives som single, så gør det ondt at gå ind i sådant et forhold, idet et møde mellem potentielle elskende af denne art kræver overgivelse. For at være sand må passion indebære overgivelse. Ja, men overgivelse til hvad? Til den kraft vi alle har så rigeligt af, men som vi har fjernet os så rigeligt fra, vores egen kraft til forening med et andet menneske, uden forbehold.
Når lygterne tændes, lad os kalde det for det, så kommer kærlighedens smerte med som en skræmmende uvelkommen gæst i forholdet og tør man det? Tør man nu stå med denne person i hånden og kaste sig ud over den højeste klippe og dykke ned på det dybeste vand og kaste sig ud i noget der kunne minde om, at opgive sig selv og smelte sammen med den anden. Eller vil man blive hvor man stadig har kontrol? Et stort valg. På papiret ser det enkelt ud, i praksis er der tale om en meget dyb overgivelsesproces som i sit væsen er selvudslettende. Et yderligere problem dukker nemlig op, jo bedre man er til at elske, jo flere vil man møde af andre potentielle partnere, der repræsenterer dette store tema, også selvom man er i et forhold, hvor alle lygter er tændt. Og så må man til at bruge sin hjerne igen og spørge sig selv om det er hensigtsmæssigt, at gå på utroskabssjopping, eller stå ved tingene og erkende at ethvert parforhold repræsenterer en læreproces. En af grundende til i øvrigt, at sådanne meget dybe forhold, selv kan støde på grund, da det overordnet set tjener et udviklingsformål.
Men når et menneske står på dette sted og skiltningen er mangelfuld, fordi kendskabet til denne følelse er fremmed for vores "brug og smid væk kultur", så er der dømt indre kamp, så det vil noget. Skal - skal ikke. Ofte sidder jeg i den situation med et menneske, med en fremragende evne til at elske på dette meget dybe plan, der nærmest er selvdestruktivt af samvittighedskvaler. Faktisk er der kun få ting at sige: gå efter følelsen og hvad kan denne nye person tilbyde dig, som du ikke har i forvejen og så i sit stille sind håbe på, at dette menneske finder ud af det selv.
Det bliver frygteligt vanskeligt, men også frygteligt frydefuldt, at mærke at 100 mennesker kan indeholdes i ens kærlighed om det skulle være, men man bliver hos sig selv og det man har. Erkendelsen af, at hvor kærligheden sætter sine tydelige spor nu - der følger seksualiteten med. Man kan ikke kende forskel og bliver forvirret, men det er der ingen grund til. Forskellen er en illusion og derfor er det i praksis så svært. Så er det bedre at erkende man er et seksuelt væsen,
men at man kan forvalte sin egen proces og samtidig gå ind i det der vidtfavnende rum af kærlighed og omfatte dem man møder, der får lamp-ometeret til at blinke, med sin uforbeholdne sympati. Man tænker ikke med underlivet mere her, man tænker med hele kroppen og det indebærer både hjerte og forstand.
Freud så det og skrev, alt er begær, begær mest som seksualitet. Andre mener, og dem tilhører jeg, at alt er begær, men begær efter forening. Forening med sin elskede, som vi før kun troede kun kunne ske gennem seksualiteten, forening med mennesker der har deres gang ind og ud af ens liv, på et åndeligt og intellektuelt plan. Man kan faktisk elske dem alle sammen på en lidt rørende måde, idet man er nødt til at transformere sin seksualitet et sted hen hvor den er gangbar. Dette giver sig som regelen udslag i en "spirituel" indgangsvinkel til andre mennesker. Hjælpsomhed, er et udtryk for forening. Medfølelse, er også et udslag af samme og listen af højere følelser er alenlang.
Man forstår de er i ens liv af en årsag eller med en hensigt og den bliver man taknemmelig overfor. Man bliver ærbødig overfor den læreproces man deltager i. Man er gået ind i et rum hvor: enhver kærlighedsaffære på jorden er en kærlighedsaffære med Gud, ikke Gud forstået som et religiøst koncept nødvendigvis, men som et udtryk for en højere følelse af kærlighedskraft, som vi faktisk har få ord for. Lad mig præsentere dig for et dækkende begreb: sjæleligt fællesskab, man føler et sjæleligt fællesskab og dermed tænder man lys i et rum, som mange ikke anede eksisterede, hvor kærligheden er intakt - til trods for de omstændigheder den måtte være i og hvor man ser sit eget og sin partners lys, tindrende klart. Det er smukt.
