darkened
Naar du O! Herre tugter mig,
Da Riset vil jeg kysse,
Og verge mig med Bøn og skrig,
Saa ingen skal mig tysse.
Aff Vanart jeg saa ofte tør,
Til vrede dig opegge,
Og Synden, som sig icke bør,
Er som min kiæle Degge.
Brug icke Vredens skarpe Riis,
Naar du mig her vil nefse,
Lad det alt skee paa faders viis,
Og mig med maade refse.
Saa stor er nu min synds talent,
At du mig bør hudflenge,
Men regn dog ey min faut saa plent,
At Retten faar sin gienge.
Din Haand jeg icke kand undfly
Jeg usle Synderinde,
Drog jeg op til den høye Sky,
Du viste mig at finde.
Saa straff nu her og lad mig løs,
Sla til med Faders Hierte,
Jeg gaar fordvalt i syndsens døs,
Thi faar du Kroppen snerte.
Naar Børn slet ingen affve faar
Saa bliffver de for kaade,
Men naar en Fader dennem slaar,
Da holdis an om Naade.
Giør Riset lint, qvist ey for hart,
Du vedst hvad jeg kand taale,
Far icke frem med grumheds fart,
Saa jeg skal pinlig skraale.
Dit Riis vil jeg O! Fader kier,
Med mine Taare væde,
Det Barn dog ilde slagen er,
Som eyy der for maa græde.
Jeg er den Ufructbare Green,
Som bær kun vilde Druer,
Og Synden tørrer mine Been,
All Saft og Krafft udsuer.
Min Barne Ret har jeg forspilt,
Er bleffven syndsens slaffve,
Med hende løb jeg om saa vildt,
Som en der var aff laffve.
Derfor O Fader giør du vel,
At du mig her vil temme,
Men sla mig icke slet ihiel,
Sperr Siælen ey i klemme.
Bryd ey i to det knuste Rør,
Som sig paa dig forlader,
Udsluck og ey det tendte Hør,
Barmhiertighedsens Fader.
Du har jo dette Naade-Naffn,
At elske den du tucter,
Tag mig forlaarne Barn i Faffn,
Lad Riset skaffe Fructer.
Men skal det vilde Kiøds Natur
Til Lydighed opveckis,
Da faar det under Risitz Cur
Nedbøyes og Haand-kneckis.
Hvo paa sit Legom lider tvang,
Hand lader aff at synde,
Til Himmerig blant Engle sang
Hand gierne sig vil skynde.
Da Riset vil jeg kysse,
Og verge mig med Bøn og skrig,
Saa ingen skal mig tysse.
Aff Vanart jeg saa ofte tør,
Til vrede dig opegge,
Og Synden, som sig icke bør,
Er som min kiæle Degge.
Brug icke Vredens skarpe Riis,
Naar du mig her vil nefse,
Lad det alt skee paa faders viis,
Og mig med maade refse.
Saa stor er nu min synds talent,
At du mig bør hudflenge,
Men regn dog ey min faut saa plent,
At Retten faar sin gienge.
Din Haand jeg icke kand undfly
Jeg usle Synderinde,
Drog jeg op til den høye Sky,
Du viste mig at finde.
Saa straff nu her og lad mig løs,
Sla til med Faders Hierte,
Jeg gaar fordvalt i syndsens døs,
Thi faar du Kroppen snerte.
Naar Børn slet ingen affve faar
Saa bliffver de for kaade,
Men naar en Fader dennem slaar,
Da holdis an om Naade.
Giør Riset lint, qvist ey for hart,
Du vedst hvad jeg kand taale,
Far icke frem med grumheds fart,
Saa jeg skal pinlig skraale.
Dit Riis vil jeg O! Fader kier,
Med mine Taare væde,
Det Barn dog ilde slagen er,
Som eyy der for maa græde.
Jeg er den Ufructbare Green,
Som bær kun vilde Druer,
Og Synden tørrer mine Been,
All Saft og Krafft udsuer.
Min Barne Ret har jeg forspilt,
Er bleffven syndsens slaffve,
Med hende løb jeg om saa vildt,
Som en der var aff laffve.
Derfor O Fader giør du vel,
At du mig her vil temme,
Men sla mig icke slet ihiel,
Sperr Siælen ey i klemme.
Bryd ey i to det knuste Rør,
Som sig paa dig forlader,
Udsluck og ey det tendte Hør,
Barmhiertighedsens Fader.
Du har jo dette Naade-Naffn,
At elske den du tucter,
Tag mig forlaarne Barn i Faffn,
Lad Riset skaffe Fructer.
Men skal det vilde Kiøds Natur
Til Lydighed opveckis,
Da faar det under Risitz Cur
Nedbøyes og Haand-kneckis.
Hvo paa sit Legom lider tvang,
Hand lader aff at synde,
Til Himmerig blant Engle sang
Hand gierne sig vil skynde.
