Anpu

Håb: Alle er døde. Med samme smil på læberne, som altid, vandrer jeg gennem natten uden at stoppe. Vil være som de andre, men kan ikke, tør ikke, må ikke! Stopper ved afgrunden af et sort hul. Tænker. Bliver trukket ind i det. Mørke overalt, men alligevel ingen frygt. Ej heller nogen glæde. Her er ingenting, kun mig; Ingenting! 11/12-2003.   ______________________________________________ Når jeg engang bliver gammel, vil min krop være mærket af mange års pinsler. Mit sind ligeså. Ensomhed vil sidde ved min side, være min eneste kontakt til omverdenen; være min eneste ven! 11/12-2003. ______________________________________________ To digte (eller hvad man nu vil kalde dem) som jeg skrev for nogle år siden...